Mand var i livsfare efter stik med kniv

Lyt til artiklen

Tre personer blev natten til tirsdag anholdt efter et knivstikkeri i Esbjerg.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

En person kom alvorligt til skade. Der var tale om en 36-årig mand, som på et tidspunkt var i livsfare. Det er han dog ikke længere, lyder det fra politiet tirsdag morgen.

Politiet rykkede ud klokken 00.30, efter at man havde modtaget flere anmeldelser om husspektakler i en lejlighed på Nygårdsvej i Esbjerg. Da politiet nåede frem, fandt patruljen manden.

I en lejlighed på tredje sal anholdt politiet en 32-årig mand fra Varde, en 32-årig mand fra Esbjerg og en 28-årig kvinde fra Esbjerg.

Lejligheden bar ifølge politiet præg af tumult, og af at det var her, episoden fandt sted.

»Vi er fortsat i gang med tekniske undersøgelser i og omkring lejligheden og opgangen. Desuden bliver naboer og andre afhørt. I løbet af dagen vil også de tre anholdte blive afhørt«, fremgår det af pressemeddelelsen.

Det vides ikke, hvad de tre personer er blevet sigtet for.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her