En kro i Marielyst på det sydlige Falster er mandag aften brudt i brand, skriver folketidende.dk.
Efter at have haft gæster til frokost var Restaurant Strandkroen lukket ved 16-tiden, men et par timer senere stod flammerne ud af bygningen.
Omkring klokken 19 var den gamle bygning fuldstændig overtændt, skriver folketidende.dk. Ifølge øjenvidner på stedet opstod branden i køkkenet.
Vagtchef Jan Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at ingen menes at være kommet til skade.
» Det er meget stille og roligt nu, der er ingen panik. Brandfolkene har godt styr på det. Men det står ikke til at redde, den er helt overtændt«, siger vagtchefen til Ekstra Bladet.
ritzau




























