Et større naturområde ved Randbøl Hede mellem Vejle og Billund står fredag i flammer.
Sydøstjyllands Politi har evakueret enkelte landejendomme, som er placeret i vindretningen.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse fredag kort før klokken 19.
Der er ikke sket skader på mennesker og bygninger, meddeler politiet.
Sydøstjyllands Politi oplyste tidligere på eftermiddagen, at et naturområde på to gange fire kvadratkilometer brænder. Og branden breder sig mod vest, oplyste politiet.
Fredag aften oplyser politiet, at bekæmpelsen af branden forløber planmæssigt.
Alle lokale brandvæsner samt beredskabet fra Herning og Haderslev er sat ind i slukningsarbejdet.
Flere hundrede hektar brændt ned
Flere veje i området er lukket på grund af branden, og politiet opfordrer folk til at holde sig fra området, så redningsmandskabet kan komme frem.
De arealer, der er gået op i flammer, er dels privatejede, dels statslige.
Det er Naturstyrelsen Trekantsområdet, der står for plejen af de statslige naturarealer.
Skovrider Inken Breum Larsen anslår, at flere hundrede hektar er brændt ned.
Naturstyrelsen afbrænder selv med jævne mellemrum hedearealerne for at forynge plantevæksten.
»Vi plejer at afbrænde heden, men det sker under kontrollerede forhold. Og bestemt ikke på denne årstid, hvor mange dyr er aktive«, siger skovrideren.
Det er uvist, hvordan branden er opstået. Men det kan skyldes manglende omtanke, eksempelvis ved at en bilist har kastet et cigaretskod ud af vinduet.
Også Nordjylland har fredag været plaget af flere mindre naturbrande.
»Det hele er knastørt, og vi advarer kraftigt mod brug af åben ild. Man skal tænke sig om og sørge for at have slukningsgrej med, hvis man for eksempel vil grille«, siger vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.
På Sjælland er der indført et decideret afbrændingsforbud i otte kommuner.
Det gælder kommunerne Vallensbæk, Høje-Taastrup, Ishøj, Greve, Solrød, Roskilde, Køge og Stevns.
Forbuddet gælder for eksempel afbrænding af haveaffald og brug af grill uden fast, ubrændbart underlag i det fri.
Det oplyser Østsjællands Brandvæsen i en pressemeddelelse.
ritzau




























