Lov er lov, og lov skal holdes. Det er den korte udlægning af, hvorfor Borgerretsfonden nu spænder et sikkerhedsnet af penge ud under et sagsanlæg mod regeringen. I fredags indgav Foreningen Imod Ulovlig Logning en stævning af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) for at fastholde en overvågning af danskernes adfærd i telenettet i strid med to afgørelser fra EU-domstolen. Flere tusinde borgere har bidraget med indtil videre knap 430.000 kroner.
Den uafhængige Borgerretsfond giver nu et tilsagn om at bidrage med op mod 50 procent af borgerinitiativets anslåede udgifter til sagsgebyrer og advokater. Det vil efter alt at dømme blive et beløb på flere hundrede tusinde kroner.



























