Giv os bordtennisborde, bordfodbold, fitnessrum, hyggekroge og lærer-elev-morgenmad en gang om ugen. Giv os dyre cigaretter, og gør det sværere at købe dem. Indfør rygeregler, og håndhæv dem.
Sådan lyder opfordringen fra elever på de danske erhvervsskoler i en ny rapport, hvor Vidensråd for Forebyggelse i samarbejde med Komiteen for Sundhedsoplysning har lavet grundige interviews med 200 elever om deres rygevaner og om, hvad der skal til for at få dem til at stoppe med at ryge.




























