Fire unge nægter anklage om at ville tilslutte sig Islamisk Stat

Lyt til artiklen

To kvinder og to mænd nægter sig skyldige i anklagen om at have forsøgt at rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat for at fremme den militante organisations arbejde.

Sådan lyder det fra forsvarsadvokaterne for de fire unge i Retten i Glostrup, hvor retssagen mod dem er begyndt torsdag.

De fire unge, som i dag er 18, 19, 20 og 22 år, skal være mødtes i Københavns Lufthavn i Kastrup om eftermiddagen 8. marts sidste år for at rejse til Istanbul i Tyrkiet. Flybilletterne var købt aftenen forinden, lyder anklagen.

Men det var kun den 22-årige kvinde og de to mænd på 19 og 20 år, der forlod dansk jord som planlagt. For den 19-årige kvindes forældre havde taget passet fra hende inden afrejse.

De to unge mænd blev pågrebet og anholdt af tyrkisk politi i Istanbul 17. marts, hvor politiet blandt andet fandt et forfalsket syrisk id-kort.

Den 22-årige kvinde tog bussen til den sydlige by Yayladagi, der grænser op til Syrien. Her blev hun anholdt og tilbageholdt 18. marts af politiet, som udleverede hende til Danmark.

De har alle tre siddet varetægtsfængslet siden marts sidste år.

Den fjerde tiltalte blev ligeledes anholdt i marts sidste år, men det skete i Danmark. Hun blev dog løsladt kort efter, da hun den gang blot var 17 år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her