Slagsmål på vandrehjem endte med kvælning ved armlås

Lyt til artiklen

En midaldrende mand er torsdag blevet kendt skyldig i at have kvalt en 32-årig mand ved at have lagt ham i armlås på et vandrehjem ved Korsør.

Det oplyser senioranklager Anne Marie Fink, der mødte i sagen ved Retten i Næstved.

De to mænd kendte hinanden i forvejen, men var ikke i familie. De var alene i lejligheden, da slagsmålet opstod 27. december 2017.

Borgere i området slog alarm, da de hørte spektakel fra lejligheden. Da politiet nåede frem, fandt betjente den 32-årige livløs.

Retten i Næstved udmåler senere torsdag straffen. Anne Marie Fink går efter en fængselsstraf på 12 år til den 53-årige, som er retspraksis i drabssager.

Drabsmanden har hævdet, at han handlede i nødværge, men den købte retten ikke.

»Det afviser man. Det finder retten ikke grundlag for at kunne sige«, lyder det fra anklageren.

»Retten lagde blandt andet vægt på lægeoplysningerne i sagen, den tiltaltes forklaring og forklaringen fra et vidne«, tilføjer hun.

Straffen ventes udmålt torsdag omkring klokken 13.30.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her