Elever, der drak kølervæske, slipper for alvorlige skader

15 elever fra 6.klasse på Horsens Byskole afdeling Kildegade er bragt til behandling efter de ved en forveksling var kommet til at drikke kølervæske. Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix
15 elever fra 6.klasse på Horsens Byskole afdeling Kildegade er bragt til behandling efter de ved en forveksling var kommet til at drikke kølervæske. Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ved en forveksling blev saftevand blandet sammen med kølervæske, da en 6. klasse på Horsens Byskole torsdag skulle have en forfriskning.

Det blev hurtigt opdaget, at noget var galt, og i alt 15 elever, der havde drukket den opblandede kølervæske, blev bragt til tre forskellige sygehuse.

Torsdag aften oplyser Sydøstjyllands Politi, at 14 af børnene fortsat er indlagt til observation og behandling for forgiftning.

»Der er ingen alvorlig tilskadekomst, ligesom det ikke forventes, at uheldet vil give nogen af eleverne men«, lyder det i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Politiet modtog anmeldelsen klokken 13.14 og var efterfølgende på Horsens Byskole for at undersøge de nærmere omstændigheder.

»Det er nu klarlagt, at eleverne i forbindelse med en klassesammenkomst havde fået nogle saftevandsrester via forældregruppen«.

»Ved et uheld var der kommet en flaske kølervæske med blandt flaskerne af saftevand, og således uheldigt blev det forvekslet med saftevandet«, skriver Sydøstjyllands Politi.

De berørte elever er indlagt på sygehuse i Kolding, Viborg og Skejby.

Det bliver opdaget af et barn, der synes, det smager mærkeligt

Direktøren for uddannelse og arbejdsmarked i Horsens Kommune Tanja Nyborg oplyser, at de elever, der er bragt til sygehuset i Viborg, har det godt.

De andre sygehuse har kommunen først på aftenen torsdag ikke hørt fra.

»Det er en forfærdelig hændelse«, siger Tanja Nyborg.

»Det bliver opdaget, da et barn siger, at saften smager mærkeligt, og så reagerer personalet med det samme. De stopper selvfølgelig med at skænke saften ud, siger til børnene, at de ikke må drikke det, og ringer 112«.

Forældrene til de berørte børn er alle blevet kontaktet, men opfordres alligevel til at følge med på kommunens og skolens sædvanlige kommunikationslinjer.

Hændelsen skete på Horsens Byskoles afdeling Kildegade. Fredag klokken 14 afholder skolen et møde for de berørte forældre.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her