Lig i strandkant kan være savnet mand fra fragtskib

Lyt til artiklen

Tidligt fredag morgen fandt en 61-årig mand en død mand i vandet ved Solrød Strand.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi kan der være tale om en mand, der 24. maj faldt over bord fra et skib i Øresund tæt på Drogden Fyr, og som derfor har været meldt savnet hos Københavns Politi.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Liget er nu blevet bragt til det nærmeste sygehus. Her skal politiet endeligt have identificeret manden.

Redningstjenester fra både Danmark og Sverige med skibe og helikoptere deltog i eftersøgningen af manden, der faldt over bord syd for Amager.

»Vi fik klokken 22 en melding om, at fragtskibet 'Chris' havde mistet en mand, og vi er nu i fuld gang med eftersøgningen derude«, sagde Jesper Lyngholm, vagtchef ved Forsvarets Operationscenter.

I alt ni fartøjer deltog i eftersøgningen af manden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her