Telia Park er lørdag aften helt fyldt op til det landskamparrangement, der bliver afholdt.
Omkring 6000 personer er ikke kommet ind og skal finde en anden måde at se kampen på.
Det skriver Københavns Politi på Twitter umiddelbart inden kampens start klokken 18.
»Så hvis I er på vej dertil, så må i ændre jeres planer«, lyder opfordringen fra politiet.
Danmark møder lørdag aften Peru ved VM i Rusland. Det er den første VM-kamp for landsholdet i turneringen.
Vagtchef Henrik Svejstrup fortæller i pausen, at alt forløb roligt omkring Telia Park på trods af de mange tusinde, der ikke kom ind.
»Der var god ro og orden, og stemningen var fin. Vi havde et par patruljer derude, indtil folkemængden var væk«, siger vagtchefen og afslutter:
»Jeg tror måske, at arrangørerne havde undervurderet interessen«.
ritzau





























