Overblik: Statsløse blev snydt for statsborgerskab

Lyt til artiklen
  • I august 2015 slog Statsløsekommissionen fast, at Danmark gennem 19 år havde administreret i strid med internationale konventioner, fordi man ikke havde efterlevet statsløses ret til lempeligere adgang til dansk statsborgerskab.
  • Kommissionen blev nedsat i 2011 af den daværende regering. Det skete, efter at dagbladet Information havde afsløret, at en række statsløse personer havde fået afslag på dansk statsborgerskab, som de ifølge konventionerne var berettiget til. Sagen indbragte avisens journalister en Cavlingpris i 2011.
  • Kommissionens beretning var et foreløbigt punktum i sagen, der i foråret 2011 førte til, at den daværende integrationsminister, Birthe Rønn Hornbech (V), blev fyret som minister.
  • I kølvandet på myndighedernes fejlagtige sagsbehandling krævede 17 tidligere statsløse erstatning og godtgørelse for tort.
  • Onsdag besluttede Østre Landsret, at Integrationsministeriet skulle betale syv af sagsøgerne en godtgørelse på 20.000 kroner til hver. De øvrige ti sagsøgere fik ikke medhold i deres påstande om godtgørelse for tort. Men den afgørelse blev altså omgjort onsdag.
  • Ministeriet blev helt frifundet for påstandene om erstatning for økonomisk tab. Højesteret nåede onsdag til samme konklusion.
  • Også Birthe Rønn Hornbech er omfattet af søgsmålet, men den del af sagen er blevet udskudt af landsretten. Det skyldes, at Birthe Rønn Hornbechs advokat i juni trak sig på grund af en interessekonflikt.
  • Retsformanden i Østre Landsret kaldte det ved et retsmøde i august 'beklageligt og meget uheldigt', at sagerne dermed ikke kan føres samtidig, som det ellers var tiltænkt.

Kilder: Ritzau, Østre Landsret, Højesteret.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her