Trods fald i produktivitet blåstempler Rigsrevisionen udflytning

Lyt til artiklen

Udflytningen af 3899 statslige arbejdspladser har foregået 'hensigtsmæssigt' på trods af lavere produktivitet. Det konkluderer Rigsrevisionen i en undersøgelse af udflytningen.

Det er der dog ikke sket uden et tab i produktivitet. Rigsrevisionen har udtaget fire udvalgte institutioner til undersøgelse. Her har tre af dem haft svært ved at nå deres mål for produktion, til trods for at målene var sænket på grund af udflytningen.

Det bliver noteret i undersøgelsen, at tabet i produktivitet har haft 'negative konsekvenser for borgere og virksomheder i form af øgede sagsbehandlingstider og fald i produktionen'.

Hver fjerde er fulgt med

I oktober 2015 besluttede regeringen at udflytte 3899 statslige arbejdspladser med planen 'Bedre Balance'.

Af undersøgelsen kan man læse, at en tredjedel af udflytningerne er forsinket.

Modsat er udgifterne til husleje faldet med 24 procent per kvadratmeter for de udflyttede institutioner. Der spares også 25 procent per årsværk.

Til gengæld står Bygningsstyrelsen med 8638 kvadratmeter lokaler i hovedstadsområdet, som i øjeblikket ikke er i brug, og som udgør en udgift for staten.

Indtil videre er hver fjerde medarbejder fulgt med arbejdspladsen fra hovedstadsområdet og ud i landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her