Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) vil gøre det lettere at regulere ulve, der volder problemer for mennesker og husdyr.
Det skal ske ved en nærmere definition af begrebet problemulv.
Ifølge ministeren er en problemulv en ulv, der gentagne gange kommer inden for 50 meters afstand af menneskelig beboelse eller udviser aggressiv adfærd over for mennesker.
Det kan også være en ulv, der gentagne gange forcerer sikrede hegn for at dræbe husdyr.
En tredje definition er en ulv, der angriber hunde, som færdes lovligt i naturen eller på privat område.
Endelig kan en problemulv ifølge ministerens definition også være en ulv, der er rabiessyg.
Det kræver dokumentation i form af fotos eller dna-spor fra den angribende eller syge ulv.
Dokumentationen skal forelægges myndighederne, der giver endelig tilladelse til, at en bortskydning af den pågældende ulv kan finde sted.
Flere angreb af ulve
Antallet af ulveangreb er de senere år steget, efter at ulven genindvandrede til Danmark i 2012.
I 2018 har der indtil videre været 20 tilfælde af ulveangreb på husdyr.
I 2017 var der til sammenligning i alt 24 bekræftede ulveangreb.
Dyreholdere kan ved formodet ulveangreb få hjælp fra en ny ulvehotline, der etableres af Naturstyrelsen 1. juli.
Ulven er fredet, da den er omfattet af EU's habitatdirektiv.
I Danmark er der vedtaget en forvaltningsplan for ulv, der sikrer kompensation til husdyrejere, der rammes af ulveangreb.
Planen sikrer også tilskud til etablering af ulvesikkert hegn.
Den nye definition af problemulv kommer til at indgå i en revideret forvaltningsplan.
Kilder: Jyllands-Posten, Miljø- og Fødevareministeriet, Ritzau.
ritzau
fortsæt med at læse




























