Otte bål blev slukket: Politiet slap for stor bålballade til sankthans

Lyt til artiklen

Mange borgere måtte lørdag aften undvære synet af og varmen fra det traditionelle, store sankthansbål, som på grund af forbud mod afbrænding i en lang række kommuner ikke kunne blive en realitet.

Og ifølge politiet var der kun ganske få, der lod sig friste til at trodse forbuddet og antænde ulovlige bål. Det viser en rundringning til landets politikredse.

Fire steder på Sjælland og fire steder i Midt- og Vestjylland har politiet sigtet personer for overtrædelse af forbud mod afbrænding eller en anden overtrædelse af afbrændingsbekendtgørelsen.

I København var det et bål i Valbyparken, der udløste en sigtelse. Her havde fem unge enten ignoreret eller overset det gældende afbrændingsforbud.

Hos Midt- og Vestsjællands Politi blev der rejst sigtelser for overtrædelser af afbrændingsforbuddet i Køge, Roskilde og Stevns.

Politiet i Midt- og Vestjylland fortæller, at det har været ude ved fire ulovlige bål. Der er ikke forbud mod afbrænding i nogen af kommunerne i politikredsen, men brandvæsenet vurderede alligevel, at bålene udgjorde en fare.

»Vi sigter på baggrund af den vejledning, vi får fra indsatslederen ved brandvæsnet. Indsatslederen tilkalder politiet, hvis det vurderes, at der er tale om noget kriminelt«, siger vagtchef Allan Riis.

»Bålafbrændingerne var ikke inden for rammerne af afbrændingsbekendtgørelsen«, fortsætter han.

Foruden de anmeldelser, der har ført til sigtelser, har der også været andre anmeldelser om bål, som viste sig ikke at være ulovlige. Både i Midt- og Vestjyllands politikreds og andre steder i landet.

»Vi har modtaget 10-15 henvendelser fra borgere, der har været bekymrede over bål. Vi tænker, det hænger sammen med det afbrændingsforbud, der har været. Borgerne er blevet mere opmærksomme«, siger vagtchef Allan Riis.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her