Mandag bliver de to første standere til automatisk fartkontrol - de såkaldte stærekasser - sat op.
Det sker i Måløv ved Ballerup, oplyser Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.
Men det betyder ikke, at der sker en øget kontrol af hastighedsoverskridelser i forhold til i dag, fremgår det af pressemeddelelsen.
I stedet er der tale om, at 20 af politiets fotovogne erstattes af stærekasser. Kameraerne fra fotovognene skal monteres i de faste standere. Og de mobile fotovogne, som kameraerne kommer fra, afskaffes, oplyser ministeriet.
Skal øge sikkerheden
Transportminister Ole Brik Olesen (LA) forklarer, at de faste standere skal øge trafiksikkerheden.
»Erfaringer viser, at de fleste bilister sænker hastigheden, når de kan se, at der er fartkontrol«.
»Derfor kan stærekasserne være med til at øge trafiksikkerheden på de strækninger, hvor Vejdirektoratet og Rigspolitiet har vurderet, at risikoen for ulykker er stor«, udtaler han i en pressemeddelelse.
De to stærekasser ved Måløv skal i fungere som 'pilotstandere', der blandt andet skal bruges til at teste forbindelsen til politiets systemer.
ritzau


























