Hvis der er noget galt i dit nabolag, hvem ringer du så til?
Det spørgsmål besvarer justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag på et samråd ved at oprette en ny telefonlinje for kommuner med rockerproblemer.
For et år siden trådte rockerborgloven i kraft, men der er stadig problemer med rockere. Eksempelvis har Hvidovre skrevet til justitsministeren for at bede ham se på sagen med en rockerborg i kommunen.
Kommunerne kan udstede et forsamlingsforbud i rockerborge i tre måneder ad gangen, men det er ikke længe nok, lyder det.
»Det her er simpelthen bare vigtigt at få styr på. Vi deler enigheden om at ville det her til livs«, siger Søren Pape Poulsen.
Han fremhæver, at der i dag er flere forskellige regelsæt, som kommuner og andre myndigheder kan bruge mod rockerborge.
Men han anerkender, at der kan være usikkerhed om, hvordan reglerne mest effektivt kan bruges. Og det skal der ses på, for det er helt afgørende, at kommuner og myndigheder bruger mulighederne i loven.
Derfor foreslå Søren Pape, at der oprettes en ny hotline i politiet, der skal hjælpe kommunerne med at bruge reglerne til at få lukket rockerborge.
For et år siden trådte rockerborgloven, som skal sætte ind over for rockerborge, i kraft. Bag aftalen står regeringen samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Justitsministeriet har indkaldt Kommunernes Landsforening til møde efter sommerferien for at evaluere loven og høre til erfaringer.
ritzau




























