Der er et indbygget paradoks ved Dansk Elbil Festival på havnen i Struer. Arrangøren Jysk Energi har lagt arrangementet til fordel for klimavenlige køretøjer samtidig med Struer Racing Festival for klodens mest benzinslugende sportsvogne.
Men der er ingen modsætning mellem de to begivenheder, forsikrer marketingskonsulent Thomas Eilskov Jensen fra Jysk Energi, der ikke mindes, hvornår hovedstadspressen sidst har sendt en reporter hele vejen til Struer.




























