Slagelses S-borgmester får blåt sagsanlæg

Ni dages politisk dødvande endte med en usædvanlig konstituering i Slagelse, der skal ledes af John Dyrby Paulsen (S). Nu må han ikke alene kæmpe mod borgerligt mindretal, men også i retssalen. Jens Dresling/POLFOTO
Ni dages politisk dødvande endte med en usædvanlig konstituering i Slagelse, der skal ledes af John Dyrby Paulsen (S). Nu må han ikke alene kæmpe mod borgerligt mindretal, men også i retssalen. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Slagelses borgmester, John Dyrby Paulsen (S), må ikke alene kæmpe mod et borgerligt mindretal i byrådet. Nu skal han også i retssalen op imod Venstre, Dansk Folkeparti og De Radikale, som har stævnet Slagelse Kommune.

Det skriver Sjællandske.

De lægger sag an, fordi byrådets flertal i marts ændrede styrelsesvedtægten. Det kostede oppositionen fem formandsposter og flertallet i flere udvalg.

I april fandt retten i Randers, at det var ulovligt, da byrådets flertal der i 2015 ændrede udvalg og fjernede tre udvalgsformænd fra oppositionen.

Ville nærstudere dommen

Venstres gruppeformand i Slagelse, Knud Vincents, meddelte dengang, at man ville nærstudere dommen for at afgøre, om de også i Slagelse skulle gå rettens vej.

V, DF og R har altså nu konkluderet, at manøvren i Slagelse også var ulovlig. Den skyldtes ifølge dem det iskolde klima i byrådet og personlig strid.

Flertallet forklarede manøvren med overlap og behov for at ændre flere udvalgs kompetencer. Oppositionen kalder omvendt manøvren et politisk skalkeskjul for 'politisk udrensning'. Det afviser borgmesteren.

Slagelse Kommune sagsøges ved civilretten, så der kan føres vidner. Det kan der ikke, hvis det kommunale tilsyn behandler sagen.

»Borgmesteren har jo flere gange forklaret, at den konstituerede kommunaldirektør har sagt god for forløbet i forbindelse med ændringen af styrelsesvedtægten, og det vil jeg da gerne høre netop kommunaldirektøren om«.

»Jeg tvivler på, han siger ja til det«, siger advokatfuldmægtig Klaus Josefsen fra advokatfirmaet Printz, der fører sagen for oppositionen.

Nid, nag og politisk kiv

Styrelsesvedtægten blev 26. marts godkendt i byrådet af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance. De har et spinkelt flertal på 16 af byrådets 31 mandater.

Inden da sløjfede borgmesteren og flertallet 10. marts i en mail den aftale, som byrådet indgik i december 2017.

Aftalen var ifølge borgmester John Dyrby Paulsen væk på grund af nid, nag og politisk kiv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her