Et 32-årig prøvemedlem i rockergruppen Bandidos er torsdag blevet idømt fire og et halvt års opholdsforbud i samtlige Bandidos-klubhuse i Danmark.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Det er efter alt at dømme første gang, at nye regler i straffeloven om opholdsforbud er blevet taget i anvendelse på denne måde, lyder det.
»Hvis han overtræder opholdsforbuddet, er det en overtrædelse af straffeloven. Som det er nu, er der ingen retspraksis på området, men der lægges op til ubetinget fængsel i 60 dage«, siger senioranklager Peter Rask til Ritzau.
Manden får dommen for at have været i besiddelse af en skarpladt pistol med otte skud i Brøndby i april i år.
Af Retten i Glostrup blev han derudover idømt fængsel i to og et halvt år.
»Jeg er meget tilfreds med dommen. Den fastslår, at vi kan bruge dette nye værktøj direkte mod rocker og bandemedlemmer«, tilføjer Peter Rask i en pressemeddelelse.
Det er Bandidos' klubhuse i Hvidovre, Skovlunde, Hillerød, Helsingør, Horsens, Randers, Frederiksværk, Aalborg, Roskilde, Holbæk og Næstved, som Casper Corvenius Jensen ikke må besøge.
Den 32-årige mand har valgt ikke at anke dommen.
ritzau



























