Der er to meter og fyrre centimeter til loftet nede i kælderen. De fyrre centimeter er optaget af spindelvæv. Første gang, jeg var nede i kælderen, var, da organisten, som boede der inden mig og mine to børn, viste rundt. Der så jeg en edderkop på væggen på størrelse med en hånd – en stor hånd. Arg, sagde jeg. Organisten havde ikke set den, og jeg pegede. Nårh, den, sagde han og slukkede lyset og gik videre.
Der er et fyrrum, naboens rum, overboens rum, og så er der mit rum, som har en vaskemaskine og en tørretumbler. Det betyder, at man har sin daglige gang i kælderen.




























