København sætter rekord - foreløbig: 33,1 grad på årets varmeste dag

Sol og sommer i Københavns Havn. Varmen ser ud til at fortsætte med at sætte rekorder de kommende dage.
   Finn Frandsen/POLFOTO
Sol og sommer i Københavns Havn. Varmen ser ud til at fortsætte med at sætte rekorder de kommende dage. Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Varm, varmere, varmest.

Onsdag har været årets varmeste dag, hvor temperaturen er nået op på 33,1 grad i København. Varmerekorden blev målt ved Landbohøjskolen.

Det fortæller Martin Lindberg, der er vagthavende ved DMI.

»Flere steder på Sjælland og Fyn har der været lidt over 32 grader. Vi har ikke haft mange skyer, og det får vi heller ikke torsdag og fredag«, siger han.

De høje temperaturer ventes at fortsætte de næste to dage. Og derefter kommer der lidt lavere temperaturer i weekenden, da der kommer skyer og byger.

Op til 35 grader torsdag og fredag

Selv om temperaturen har slået årsrekord onsdag, så er der en god sandsynlighed for, at rekorden allerede vil blive slået torsdag, hvor der ikke vil være en sky på himlen de fleste steder i landet.

»Vi kan måske komme op på 34 eller 35 grader et enkelt sted i landet torsdag eller fredag«, siger Martin Lindberg.

I weekenden er der en god chance for skyer, regn og tordenbyger. Men det er usikkert, hvor meget regn, der vil falde og hvor.

»I denne omgang fortsætter hedebølgen frem til lørdag, hvorefter temperaturerne falder en smule. Men det vil stadig være varmt og op til 30 grader flere steder i landet«.

Det har været køligst ved den jyske vestkyst omkring Thyborøn og Hanstholm, hvor der 'kun' har været op til 23 grader, fortæller Martin Lindberg.

I Midtjylland er der målt 28 grader, mens der i den østlige del af Jylland har været op til 31 grader. Bornholm har været oppe på knap 28 grader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her