38-årig mand anholdt for drab på Amager - vendte tilbage til gerningsstedet


    Onsdag anholdt politiet tre personer, som nu er løsladt. I stedet er en 38-årig anholdt og sigtet for drab. Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix
Onsdag anholdt politiet tre personer, som nu er løsladt. I stedet er en 38-årig anholdt og sigtet for drab. Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Københavns Politi har onsdag aften anholdt en 38-årig mand for et drab begået ved Christmas Møllers Plads på Amager. Samtidig er tre andre mænd, der var anholdt i sagen, blevet løsladt, oplyser efterforskningsleder Carsten Ahrends.

Onsdag morgen rykkede politiet ud til gerningsstedet, hvor en mand lå død i vandet, der er rundt om bydelen Christianshavn. Politiet formoder, at manden er blevet dræbt som følge af slag og spark. Der er tale om en 43-årig polak.

I forbindelse med fundet anholdt politiet tre personer. De blev løsladt onsdag aften klokken 21, og kort efter blev en ny mand anholdt.

»Han bliver anholdt ude på gerningsstedet, hvor han er vendt tilbage. Det er på baggrund af den efterforskning, vi har lavet, at vi vælger at anholde ham - ikke mindst på baggrund af vidneafhøringer«, fortæller Carsten Ahrends.

Politiet vil torsdag morgen endnu ikke oplyse identiteten på den dræbte.

»Det er en udenlandsk statsborger, og de pårørende er ikke blevet underrettet endnu«, siger Carsten Ahrends.

Misbrugsmiljø

Ifølge efterforskningslederen er området omkring gerningsstedet hjemsted for et misbrugsmiljø, hvor der både bliver drukket store mængder alkohol og taget stoffer.

Efter alt at dømme er det i det miljø, at drabet er sket.

»Men vi kender ikke noget motiv endnu«, lyder det fra efterforskningslederen.

Den 38-årige mand vil senere torsdag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Ved den lejlighed vil han over for en dommer få lejlighed til at komme med sin forklaring om sagen - herunder om han erkender eller nægter sig skyldig. Dommeren vil så tage stilling til, om der er grundlag for at varetægtsfængsle manden eller ej.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her