En dommer i Aarhus skal mandag afgøre, om en mand fra Lystrup skal varetægtsfængsles i en sag om overgreb mod en seksårig pige.
Østjyllands Politi fik søndag eftermiddag en anmeldelse om, at en mand havde krænket pigen i et grønt område ved Elstedhøj i Lystrup nord for Aarhus.
Ud fra vidners signalement og forklaringer anholdt politiet kort efter en 38-årig mand fra lokalområdet, og nu kræves han altså fængslet.
Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi anmoder om lukkede døre, og derfor ønsker politiet ikke at oplyse yderligere.
I forbindelse med efterforskningen valgte politiet at afspærre et område ved bebyggelsen, hvor forbrydelsen skal have fundet sted.
Blandt andet var en legeplads og et større grønt område afskærmet for offentligheden.
ritzau




























