Afbrændingsforbud gælder stadig trods masser af regn

Lyt til artiklen

På trods af, at det har regnet heftigt weekenden over, er der stadig afbrændingsforbud i hele landet.

Det understreger Beredskabsstyrelsen mandag formiddag.

»Selv om der er kommet en del nedbør i løbet af de sidste par dage, så er det vigtigt at understrege, at afbrændingsforbuddet i kommunerne stadigvæk er gældende«.

»De kommunale beredskaber vil løbende vurdere situationen konkret efter de lokale forhold«, siger sekretariatschef i Danske Beredskaber Bjarne Nigaard.

Den lange og enormt tørre sommer, der siden maj har givet problemer med tørke, har ført til, at alle landets kommuner har afbrændingsforbud. Det har der været siden 4. juli.

Forbuddet betyder, at man kan få en bøde for at tænde bål, at grille eller på anden måde være uforsvarlig med ild, hvis man ikke følger sin kommunes anvisninger.

»Det er vigtigt, at man væbner sig med tålmodighed og følger de gældende forbud. Man kan derfor med fordel holde sig orienteret på sit lokale beredskabs hjemmeside«, siger Bjarne Nigaard.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her