Mand anholdt efter mulig påsat kirkebrand i Horsens

Lyt til artiklen

Sydøstjyllands Politi har anholdt en person i forbindelse med en brand i Vor Frelsers Kirke i Horsens onsdag. Branden er muligvis påsat.

»Vi kan ikke udelukke, at branden er påsat, og i den forbindelse har vi anholdt en mand med henblik på at klarlægge hans færden, fortæller vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

Det var forbipasserende ved kirken, som ligger i det centrale Horsens, der opdagede røg fra kirkens vinduer, som klokken 17.37 onsdag slog alarm.

Brandvæsnet kom til og fik slukket ilden, og efterfølgende anholdt politiet altså en person. Anholdelsen skete klokken cirka kvart over seks.

Den anholdte bliver afhørt onsdag aften og på baggrund af hans forklaring vil politiet vurdere, om der er grund til at mistænke ham for at have noget med branden at gøre.

Ildebranden har medført skader indvendig i kirken. Ud over egentlige brandskader er der også røg- og sodskader.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her