400 millioner kroner skal over de næste fire år føres tilbage til store kulturinstitutioner, lyder det nu fra kulturminister Mette Bock (LA) og resten af regeringen.
Udspillet, der er en del af finansloven, kommer efter en sommer med heftig kritik af det såkaldte omprioriteringsbidrag - i folkemunde grønthøsteren-, der hvert år siden 2016 har skåret 2 procent af kulturlivets budgetter. Også gennem besparelser på en række andre områder, såsom uddannelsesområdet, henter regeringen hvert år penge til omfordeling.


























