Boligejere, lejere og virksomheder betaler hvert år omkring 42 milliarder kroner i bolig- og ejendomsskatter på et grundlag, som med statsgaranti er fejlagtigt.
3 af 4 vurderinger af ejerboligerne, som Skat foretog i 2011, er forkerte, har Rigsrevisionen fastslået. 2011-vurderingen var den mest forkerte vurdering nogensinde, men alligevel har skiftende regeringer valgt at fastfryse denne defekte vurdering, så det igennem 8 år netop er den, der bruges til at sætte folk i skat. Regeringen har foreløbig beregnet, at der er opkrævet omkring 13 milliarder kroner for meget i ejendomsværdiskat og grundskyld siden 2013.




























