Politiinspektør om forbud mod Loyal To Familia: »Hvis man tror, at man får frit spil, tager man fejl«

Chefanklager Ida Sørensen, Københavns Politi og Michael Kjeldgaard, NEC, holder pressemøde om forbud mod bandegrupperingen Loyal To Familia.
   Jens Dresling/POLFOTO
Chefanklager Ida Sørensen, Københavns Politi og Michael Kjeldgaard, NEC, holder pressemøde om forbud mod bandegrupperingen Loyal To Familia. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Politiet nedlægger et foreløbigt forbud mod banden Loyal To Familia (LTF).

Forbuddet er gældende, inden sagen om bandens eventuelle endelige opløsning skal for retten.

Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.

»Anklagemyndigheden i Københavns Politi har vurderet, at LTF er en forening, som har en voldelig og kriminel adfærd af så grov karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud«, siger Ida Sørensen, chefanklager i Københavns Politi.

Forbuddet, der er landsdækkende, træder i kraft med det samme. Det er Rigsadvokaten, der har givet Københavns Politi bemyndigelse til at føre forbuddet ud i livet.

Helt konkret betyder forbuddet, at det nu ikke længere er tilladt at bære eller anvende LTF's kendetegn i det offentlige rum.

Man vil derfor kunne blive anholdt og sigtet for at bære synlige LTF-kendetegn på eksempelvis trøjer, kasketter eller lignende.

Politiet understreger, at livet ikke bliver lettere for rivaliserende bandegrupperinger, selv om LTF nu er forbudt.

»Føler man sig fristet til at fiske i rørte vande, vil jeg gerne advare mod det. Hvis man tror, at man får frit spil, tager man fejl«, siger Michael Kjeldgaard, politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforsknings Center (NEC).

Det er allerede blevet besluttet, at det skal afprøves ved retten, om man kan få LTF permanent opløst. Det er uvist, hvornår sagen kommer for retten.

I første omgang skal bandens leder, Shuaib Khan, igen i retten. Han er både i by- og landsret dømt for trusler mod en betjent.

Anklagemyndigheden har forgæves forsøgt at få ham udvist af landet. Netop det spørgsmål skal i november afgøres ved landets højeste retsinstans, Højesteret.

Det var i august 2017, at justitsminister Søren Pape Poulsen (K) bad Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at undersøge mulighederne for at få opløst LTF.

Knap et år senere, i juni i år, lød meldingen fra Rigsadvokaten, at der er grundlag for at føre en opløsningssag ved domstolene.

Banden blev dannet i 2012 i København som en udløber af den tidligere Blågårds Plads-banden.

LTF spillede sidste sommer en stor rolle i bandekonflikten i København, der resulterede i adskillige skudepisoder forskellige steder i hovedstadsområdet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her