Det er snart 100 år siden, at der sidst blev nedlagt et forbud mod en forening efter den daværende grundlov. Dengang gik det ud over Nekkab – Bakken stavet bagfra – hvis sande formål ifølge myndighederne var »at skaffe mandlige Medlemmer med homoseksuelle Tilbøjeligheder Samkvem og Forbindelser med andre Mandspersoner for at øve Uterlighed«.
Nu er det et noget andet selskab i form af den københavnske bandegruppering Loyal to Familia (LTF), hvis medlemmer kan få fængsel i op til 2 år, hvis de bærer hættetrøjer og kasketter og forsamles på gaden. Beslutningen er en direkte konsekvens af den forbudssag mod LTF, der sidste år blev annonceret af justitsminister Søren Pape Poulsen (K) og hans ny rigsadvokat, Jan Reckendorff.


























