Det grønlandske parti Partii Naleraq trækker sig fra regeringskoalitionen. Det skriver de grønlandske medier KNR og Sermitsiaq.
Partiet dannede i april med et snævert flertal regering med tre andre partier - Siumut, Atassut og Nunatta Qitornai.
Ifølge Sermitsiaq er det uenighed om en lufthavnspakke, der får partiet til at tage dette skridt. Især er partiet utilfreds med, at den danske stat nu vil være med til at finansiere lufthavnene.
Netop den danske deltagelse i lufthavnsprojektet er på dagsordenen, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Kim Kielsen, formand for det grønlandske selvstyre, Naalakkersuisut, mødes mandag i Nuuk.
ritzau




























