Staten overtager kontrollen med Københavns Andelskasse

Københavns Andelskasse på Amagerbrogade.
   Jens Dresling/POLFOTO
Københavns Andelskasse på Amagerbrogade. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Kontrollen med Københavns Andelskasse, der undersøges for hvidvask, er blevet overtaget af Finansiel Stabilitet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Finansiel Stabilitet.

Gennem de seneste år har andelskassen modtaget betydelige påbud fra Finanstilsynet. Der er dog ikke udsigt til, at der findes en privat løsning på problemerne, og derfor overtager Finansiel Stabilitet nu andelskassen.

Det betyder, at direktionen og bestyrelsen er afsat med øjeblikkelig virkning. I stedet træffer Finansiel Stabilitet, der populært er kendt som "statens skraldespandsselskab", beslutninger på vegne af andelshavere og bestyrelse.

Fredag morgen vil andelskassen fortsat betjene sine kunder, fremgår det af meddelelsen. Torsdag er både netbank og mobilbank lukket midlertidigt.

Finansiel Stabilitet er ejet af staten og har til opgave at sikre finansiel stabilitet i Danmark, blandt andet ved afvikling af nødlidende selskaber. Selskabet blev stiftet i 2008.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her