20-årig elev anholdt for trusler om skoleskyderi

Lyt til artiklen

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en 20-årig elev på et uddannelsessted i Aabenraa. Eleven har ifølge vidner truet med at udføre et skoleskyderi.

Anholdelsen foregik ifølge politiets kommunikationsrådgiver Helle Lundberg uden dramatik, og manden var ikke bevæbnet.

Den 20-årige har ifølge vidner truet med, at flere navngivne personer ville blive skudt, og at det skulle foregå på skolen.

Hos Syd- og Sønderjyllands Politi har man ifølge Helle Lundberg endnu ikke klarlagt, om der er noget, som underbygger påstandene i anmeldelsen.

Derfor har man heller ikke taget stilling til, hvorvidt der er grundlag for at bede Retten i Sønderborg om at varetægtsfængsle den 20-årige.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her