Forsvarets Efterretningstjeneste er nødt til at være mere åbne om, hvem der angriber danske virksomheder, offentlige myndigheder og ministerier i cyberspace. Det mener forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen, der netop har stillet dansk cyberkapacitet til rådighed for Nato’s fælles forsvar mod cyberangreb på et forsvarsministermøde i alliancen.
Samtidig med mødet fremlagde den hollandske efterretningstjeneste , hvad der kaldes »klare beviser« for, at fire russiske mænd i april forsøgte at hacke sig vej ind i FN's organisation for kontrol med kemiske våben, OPCW, som ligger i Haag i Holland. Angrebet skete, netop som OPCW undersøgte forgiftningen af den afhoppede tidligere russiske agent Sergej Skripal i Salisbury i det sydlige Storbritannien. Russeren og hans datter overlevede angrebet med nervegift, men en tilfældig person døde senere, da hun kom i kontakt med resterne af det ekstremt giftige stof.


























