Mandag morgen bragede en tankvogn med anhænger ind i midterautoværnet på Sønderjyske Motorvej.
Ulykken skete klokken 07.54 lige ved motorvejsbroen ved afkørsel 69 Vojens, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi. Vejen er spærret i begge retninger.
»Den er væltet om på siden, og den indeholder brandbar væske. Meldingen lyder, at den skal tømmes først, før den kan blive flyttet, og det vil tage noget tid«, fortæller politiets vagtchef Ivan Gohr Jensen.
Ifølge brandvæsnets indsatsleder indeholder tankvognen stoffet metanol.
»Det er fortyndet noget, men jeg er ikke klar over, hvor mange procent det er. Der skulle ikke være brandfare«, lyder det fra Svend Sørensen fra Brand og Redning Sønderjylland.
Hos politiet kender Ivan Gohr Jensen endnu ikke årsagen til, at tankbilen kørte galt. Men chaufføren skulle være sluppet nådigt fra ulykken.
»Han er kommet lettere til skade, men det er ikke alvorligt«, lyder det fra Ivan Gohr Jensen.
I begge retninger er der etableret omkørsel, så trafikken kan komme uden om ulykkesstedet.
»I begge retninger gælder det, at man skal køre fra ved afkørsel 69 og køre på igen ved tilkørsel 69«, siger Ivan Gohr Jensen.
Vejdirektoratet oplyser på sin hjemmeside, at vejen tidligst bliver genåbnet i løbet af eftermiddagen, og at bilister på strækningen må belave sig på en forlænget rejsetid på op til en time.
I første omgang lød meldingen ellers, at vejen muligvis ville blive åbnet allerede i løbet af formiddagen.
Først på eftermiddagen lyder meldingen fra brandvæsnets indsatsleder, Svend Sørensen, at man er i gang med at tømme tankbilen.
»Vi er ved at tømme indholdet over i en anden tankbil. Det vil tage cirka en times tid endnu«, fortæller han og tilføjer, at tankbilen derefter skal bjærges fra stedet.
ritzau




























