Politiet har onsdag morgen afgivet skud i en lejlighed på Hvenekildeløkken i Odense.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Politiet blev kaldt ud til lejligheden klokken 08, hvor anmeldelsen gik på, at det brændte. I den forbindelse blev der afgivet skud, hvor en person blev ramt.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger nu sagen. Det gør myndigheden altid, når borgere er blevet ramt af politiets skud.
I en pressemeddelelse oplyser DUP, at der er tale om en mand, som blev ramt i benet.
»Politiklagemyndigheden har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden og sendt efterforskere til stedet«, lyder det i pressemeddelelsen.
DUP har ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand.
Branden i lejligheden er slukket, og ingen personer er i den forbindelse kommet noget til.
ritzau



























