Politiet anholder mand for drabsforsøg i forbindelse med bandekonflikten. Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Den 28-årige mand blev anholdt torsdag, og han er sigtet for et drabsforsøg 17. september på en café på Amagerbrogade.
Han bliver fremstillet klokken 13 i et grundlovsforhør.
Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at han mistænkes for et drabsforsøg på caféen, hvor han sammen med andre ledte efter personer, de var i konflikt med.
»Anholdelsen sker som led i Københavns Politis massive indsats for at komme bandekonflikten til livs«, siger Knud Hvass, leder af afdelingen for organiseret kriminalitet ved Københavns Politi.
»Vi har helt fra start været fokuseret på at få disse personer væk fra gaden«.
Manden blev anholdt i Brøndby torsdag formiddag uden dramatik.
Især i september blev der skudt i Storkøbenhavn. Politiet har forklaret, at gnidningerne i bandemiljøet skyldes, at grupperingen Brothas i Mjølnerparken har splittet sig op.
ritzau



























