28-årig melder sig selv efter knivstikkeri på asylcenter

Lyt til artiklen

En 28-årig mand, der var efterlyst for et knivstikkeri på Asylcenter Vesthimmerland i september, har meldt sig selv til politiet.

Det skete tirsdag klokken 23.34, oplyser Nordjyllands Politi tidligt onsdag morgen.

Manden var efterlyst af Nordjyllands Politi, men meldte sig selv til Sydøstjyllands Politi.

»Der er indtil videre ingen forklaring på, hvorfor han valgte at melde sig selv netop nu. Han troppede bare op på politigården i Vejle og fortalte, at han var efterlyst«, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup Kristensen.

Stak iraner i ryggen

På politigården i Vejle blev den 28-årige erklæret for anholdt og transporteret til Nordjyllands Politi.

Ifølge vagtchef Karsten Højrup Kristensen vil den anholdte formentlig blive fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

Manden mistænkes for at have stukket en 23-årig iransk mand i ryggen med en kniv på Asylcenter Vesthimmerland i Ranum natten til den 18. september.

Den 23-årige var ikke i livsfare efter knivstikkeriet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her