Mand er blevet skudt: Politiaktion ved psykiatrisk hospital i Ballerup

Lyt til artiklen

En mand er blevet ramt af skud, som politiet fredag eftermiddag har affyret ved Psykiatrisk Center i Ballerup. Det oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, på sin hjemmeside.

Københavns Vestegns Politi oplyser, at man er i gang med en politiaktion på stedet - men ønsker ikke i øvrigt at frigive detaljer.

Umiddelbart kan det sammenstykkes at manden, er ramt i overkroppen af skud fra politiet, men er uden for livsfare, oplyser DUP.

På Psykiatrisk Center på Maglevænget i Ballerup er der blandt andet en psykiatrisk skadestue, skriver Ritzau.

Til Ekstra Bladet siger Brian Holm, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi:

»Jeg kan bekræfte, at vi er til stede ved psykiatrisk center efter en melding om, at en psykisk syg er gået amok. Derfor har vi også tilkaldt en ambulance, men mere kan jeg ikke sige lige nu«.

Meget tyder på, at der var en konfrontation inden afgivelsen af skud, skriver Ritzau.

»Han vil blive sigtet for forsøg på vold mod tjenestemand«, oplyser vagtchefen i Københavns Vestegns Politi.

Der er angiveligt tale om en yngre mand.

Det var kort før klokken 17, at politiet underrettede politiklagemyndigheden om sagen. DUP har på baggrund af underretningen straks iværksat en nærmere undersøgelse af episoden, der bliver behandlet som en såkaldt udrykningssag, og sendt efterforskere til stedet.

Københavns Vestegns Politi henviser i øvrigt til DUP, som dog på hjemmesiden oplyser, at politiklagemyndigheden ikke på nuværende tidspunkt har yderligere oplysninger i sagen.

Umiddelbart er der ikke oplysninger om antallet af skud eller om hændelsesforløbet i øvrigt. Den type hændelser efterforskes rutinemæssigt af DUP.

Det er kun godt en uge siden, at DUP sidst rykkede ud, fordi politiet havde afgivet skud og ramt en borger. Det skete i Odense. Ved den lejlighed var den sårede i 50’erne og sigtet for at have påsat en brand i en lejlighed.

Opdateres...

Frank Hvilsom

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her