Ugen begyndte tidligt mandag med et par forsigtige bank på døren i en dyr bydel i Johannesburg. Britta Nielsen, der er mistænkt for at have stjålet satspuljemidler fra Socialstyrelsen, lukkede op, og så var seks ugers selvbestaltet udflytning af en statslig arbejdsplads slut.
Efter alle de uger, hvor medierne har måttet nøjes med arkivfotoet, hvor hun sidder lyshåret og i beige jakke med to glas og en flaske sekt på disken, var det et sært antiklimaks at se den afpillede, nyfarvede sorthårede 64-årige kvinde med blomstret trøje på anklagebænken i Sydafrika.




























