Mads Krogsgaard Thomsen husker udmærket det ambitiøse budskab fra Lars Løkke Rasmussens allerførste tale på et ordinært landsmøde i Venstre. Forskningsdirektøren hos medicinalgiganten Novo Nordisk havde mange gode grunde til at studse over især ét af løfterne.
Som et af sine 10 mål frem mod 2020 lagde statsministeren den ambition frem, at »Danmark skal have mindst et universitet i top-10 i Europa målt ved den anerkendte årlige opgørelse i Times Higher Education«. En lækkerbisken for en mand i Krogsgaards funktion. I sit direktørjob har han brug for at hyre førsteklasseskandidater og ph.d.er. I sit erhverv som bestyrelsesformand for Københavns Universitet (KU) har han en dyb, professionel interesse i universiteternes ve og vel.


























