Region Sjælland har valgt at fritstille sygehusdirektør Henrik Villadsen.
Henrik Villadsen har været direktør for Sjællands Universitetshospital i fem år. Men nu er han fritstillet, og i sin fratrædelsesperiode modtager han løn svarende til 2,9 millioner kroner.
For knap en måned siden oplyste Region Sjælland, at et underskud i budgettet for 2019 betyder, at regionen forventer at afskedige en del af de ansatte.
På Sjællands Universitetshospital i Roskilde og Køge skal man vinke farvel til medarbejdere svarende til 215 årsværk, oplyste regionen. Desuden nedlægges 145 ubesatte stillinger.
Per Bennetsen, som er administrerende direktør i Region Sjælland, fortæller dog i en pressemeddelelse, at han er taknemmelig for de seneste fem års arbejde.
Han skriver dog også, at 'der er forskellige synspunkter om den strategiske- og driftsmæssige udvikling af universitetshospitalet, og derfor er det naturligt, at vejene må skilles.'
Region Sjælland går nu i gang med at finde en ny sygehusdirektør.
Indtil da er Torben Dencker Rasmussen, sygehusdirektør på Holbæk Sygehus, indsat som konstitueret sygehusdirektør ved Sjællands Universitetshospital.
ritzau
fortsæt med at læse




























