En arbejdsnedlæggelse blandt lokomotivførere betyder, at der kører færre tog på Sjælland. Over middag har lokomotivførerne genoptaget arbejdet.
DSB oplyser, at trafikken fortsat vil være påvirket.
Tidligere onsdag skrev DSB på sin hjemmeside:
»Der kører i øjeblikket færre tog, og der kan være længere rejsetid på Sjælland. Det skyldes en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse blandt lokomotivpersonalet«.
Arbejdsnedlæggelsen ramte IC- og ICLyn-tog mellem København og Jylland, Kystbanen, der i en periode slet ikke kørte, og regionaltog på Sjælland.
»Vi undersøger i øjeblikket baggrunden for arbejdsnedlæggelsen og opfordrer vores medlemmer til at normalisere arbejdet straks«, skrev Henrik Horup, formand Dansk Jernbaneforbund, i en kort kommentar.
Anden arbejdsnedlæggelse på en uge
Onsdag i sidste uge var der også en arbejdsnedlæggelse blandt lokomotivførerne. Der var det København, hvor færre tog drev gæk med morgentrafikken.
DSB og fagforeningen Dansk Jernbaneforbund har de seneste uger forhandlet om en ny arbejdstidsaftale.
Der er blandt andet uenighed om, hvor meget indflydelse de ansatte skal have på planlægningen af arbejdet.
Ifølge Dansk Jernbaneforbund er parterne langt fra hinanden.
Baggrunden for striden er, at DSB har meldt sig ind i den private arbejdsgiverorganisation Dansk Industri og derfor har opsagt de statslige overenskomster.
De ansatte hos DSB skal derfor over på private overenskomster. I den forbindelse har DSB opsagt en lang række lokalaftaler med de ansatte.
ritzau
fortsæt med at læse




























