Elevernes karakterer skal være mindre afgørende, når de søger ind på universiteterne, og de skal lettere kunne vende tilbage, hvis de vil ud og arbejde efter deres bachelor. Et enstemmigt folketing blev i dag enige om at ændre optagelseskravene på landets universiteter.
Det budskab bliver taget godt imod af eleverne på Rysensteen Gymnasium, der er trætte af karakterræset.
Line Sofie Nilsson, 2.g
»Jeg tror generelt, vi unge er ret trætte af at blive set på som endnu et tal i et excelark. Vores kvaliteter og vores kompetencer bliver ikke afspejlet i et tal. Det er godt, at der kommer fokus på, at man ikke skal skynde sig igennem uddannelsessystemet for så at komme ud på arbejdsmarkedet, hvor man skal bruge resten af sit liv. Jeg synes, at der rigtig meget kvalitet i at komme ud i verden og få nogle andre kompetencer«.
Ruben Nielsen Donde, 2.g
»Karakterer er blevet til noget, hvor man som ung tænker ’ok, hvis jeg ikke er så god til det her fag, hvordan kan jeg så få min lærer til at tro, at jeg er god.’ Hvordan kan jeg sige noget på de rigtige tidspunkter, så jeg kan få mig selv til at fremstå som et 10 eller 12-tal. Interessen for faget forsvinder simpelthen. Det, håber jeg, bliver lidt anderledes nu«.
Ria Victoria Lund Nielsen, 2.g
»Det er helt vildt, at de valg, vi tager nu, har så stor betydning for hvilket studie, vi kan søge. Jeg er kun glad, hvis det bliver lavet lidt om. Hvis man får en dårlig karakter, smitter det i princippet af på resten af ens uddannelsesliv. Så kigger man tilbage på sin gymnasietid og tænker ’satans, jeg skulle have taget mig mere sammen,’ men man var jo kun 15 år«.



























