Selv om regeringen og Dansk Folkeparti har lempet det udskældte opholdskrav, vil 8.300 personer stadig miste retten til dagpenge ved årsskiftet.
Det fremgår af et svar til Folketinget fra beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V).
Opholdskravet betyder, at man skal have opholdt sig i Danmark eller et andet EU-land i 7 af 12 år for at have ret til dagpenge, uagtet at man er medlem af en a-kasse. Kravet træder gradvist i kraft frem mod 2021. I 2019 skal man således have opholdt sig inden for EU i 5 af 12 år for at kunne få dagpenge.
Det er der ifølge beskæftigelsesministeriet altså 8.300 personer, der i øjeblikket ikke lever op til, og derfor kan de ikke få dagpenge, hvis de bliver ledige i det nye år. Heraf er 23 procent danske statsborgere, mens 73 procent er de tredjelandsborgere, som hele lovforslaget er tiltænkt.
Med regeringens oprindelige forslag, hvor opholdskravet lød på 7 af 8 år, ville 10.900 personer have mistet dagpengeretten i det nye år.
Oversælger ændring
I Radikale Venstre bløder ændringsforslaget ikke beskæftigelsesordfører Rasmus Helveg Petersen op.
»Det er bedre, men stadigvæk fuldstændig uacceptabelt. De 8.300 har i god tro og i tillid til den danske model tegnet en arbejdsmarkedsforsikring. De vil opleve, at de er til grin for deres egne penge«, siger han.
Finn Sørensen, beskæftigelsesordfører i Enhedslisten, er glad for, at et par tusinde personer alligevel ikke bliver omfattet. Men det er »mindre opblødninger af et i øvrigt helt forkasteligt lovforslag«, sagde han tirsdag fra talerstolen, da lovforslaget var til andenbehandling i folketingssalen.
»Ministeren har prøvet at oversælge sit ændringsforslag. Han gav indtryk af, at nu havde han lyttet til kritikken, og nu var problemerne løst. Men det her giver et helt andet billede«, uddyber han.
I Socialdemokratiet bakkede beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen først op om planerne om et opholdskrav. Støtten røg dog, efterhånden som flere og flere utilsigtede konsekvenser blev afdækket. Nu stemmer partiet imod og vil rulle opholdskravet tilbage, hvis det kommer til magten. I stedet vil Socialdemokratiet indføre et mere ’intelligent opholdskrav’ i samarbejde med arbejdsmarkedets parter, men hvordan det skal ske, er stadig ukendt.
Den idé er de øvrige partier i rød blok dog ikke med på.
»Det er ikke noget, vi kommer til at blive enige om«, siger Rasmus Helveg Petersen.
Det har ikke været muligt at få et interview med Troels Lund Poulsen. Fra talerstolen tirsdag fastholdt han, at det ændrede opholdskrav løser nogle af de problemer, det første skabte.
»Jeg mener aldrig, at man skal være for stor til at erkende, at ting, man laver, kan blive bedre«, sagde han og fortsatte:
»Jeg mener så også stadigvæk, at det giver god mening, at man skal optjene ret til at blive en del af det danske dagpengesystem«.
A-kasser: Kan være flere
Igen i denne uge har flere arbejdsløshedskasser demonstreret foran Christiansborg i protest mod opholdskravet. Tirsdag var også direktør i Danske A-kasser Verner Sand Kirk mødt op.
»8.300 er jo stadigvæk utrolig mange mennesker«, siger han og betvivler Beskæftigelsesministeriets opgørelse over, hvor mange der står til at miste dagpengeretten.
Han henviser til, at politikernes skøn over, hvor mange der som følge af dagpengereformen i 2010 ville falde ud af dagpengesystemet, viste sig at være alt, alt for lavt sat.
»Jeg tror sagtens, at det kan vise sig, at være væsentlig flere, end de regner med«, siger han.
Opholdskravet skal torsdag til afstemning i folketingssalen. Her vil en samlet opposition stemme imod forslaget, mens stemmer fra regeringen og Dansk Folkeparti vil sikre, at opholdskravet bliver vedtaget.
fortsæt med at læse




























