Antallet af offentligt forsørgede faldt i tredje kvartal til 698.500. Det er et fald på 1,1 procent eksklusive SU-modtagere, skriver Danmarks Statistik.
I tal er faldet på 8000, skriver statistikerne.
»Antallet af offentligt forsørgede eksklusive SU-modtagere toppede i første kvartal 2010 og er siden da faldet støt med i alt 145.800«.
»Det seneste kvartal er antallet af SU-modtagere faldet med 2900 til 221.700 i tredje kvartal«, skriver Danmarks Statistik.
Udviklingen glæder økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille:
»I tredje kvartal 2018 kom tallet under 700.000 - for første gang i mere end 30 år«.
»Rekordhøj beskæftigelse og færre på offentlig forsørgelse er en virkelig positiv udvikling. Ikke kun for Danmark, men særligt for de personer, der nu har fået mulighed for at tage aktiv del i arbejdsfællesskabet. Vi skal videre ad den vej«, skriver ministeren i en skriftlig kommentar.
ritzau




























