En lastbil, der omkring middag væltede ind på midterrabatten på Fynske Motorvej, skabte på den store rejsedag 2. juledag kilometerlange køer.
Vejen var i løbet af eftermiddagen helt spærret i vestgående retning og var i flere timer delvist spærret i begge retninger på grund af ulykken, som skete vest for afkørsel 46.
Både på motorvejen og sidevejene måtte bilister indstille sig på meget lange rejsetider.
Kort efter klokken 18 er der åbnet helt igen, oplyser Fyns Politi.
»Fynske Motorvej mellem Nyborg og Langeskov er igen åben i begge retninger i alle spor. Kør forsigtigt. God aften«, skriver politiet.
Trafikken ventes dog først at køre helt som normalt i løbet af aftenen, oplyste Vejdirektoratet tidligere.
Den foreløbige efterforskning tyder på, at lastbilen væltede, fordi gods rykkede sig inde i lastbilen og fik den til at slingre, fortæller vagtchef ved Fyns Politi Kenneth Taanquist.
Politi og redningsmandskab brugte hele eftermiddagen på at rydde op.
Arbejdet bestod i at fjerne lastbilen og dens sættevogn, at reparere autoværnet og at rydde op efter tomme flasker fra lastbilen, der var blevet spredt ud på vejen.
Bilister, der skulle vestpå, blev en overgang anbefalet helt at vente med at tage afsted.
»Skal man i vestgående retning forbi stedet - altså mod Jylland med Fynske Motorvej - så vil jeg anbefale, at man bliver hjemme med familien i stedet for at komme ud og sidde i kø«, sagde vagthavende ved Vejdirektoratet Brit Osted Nielsen.
Politiet ledte i løbet af dagen folk væk fra motorvejen og uden om uheldsstedet.
Ifølge TV2 begyndte visse bilister imod politiets anvisninger at køre over en mark for at komme væk fra køen.
Vagtchef ved Fyns Politi Torben Jakobsen oplyser, at lastbilchaufføren kom lettere til skade. Chaufføren blev kørt fra ulykkesstedet med ambulance.
Også en personbil har ifølge Fyns Politi været involveret i ulykken, skriver TV2 Fyn. De to personer i bilen slap ifølge mediet med mindre knubs.
ritzau




























