Uden at nævne navne blev dronning Margrethes nytårstale et markant opgør med svigtende moral.

»Med betroede positioner følger et særligt ansvar«


    Dronning Margrethe talte i år os fra Fredensborg Slot. 

 Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Dronning Margrethe talte i år os fra Fredensborg Slot. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det forgangne års skandaler med hvidvask, grådighed og svindel med udbytteskat gik ikke ubemærket hen, da dronning Margrethe holdt sin 47. nytårstale i rækken – selv om det forblev mellem linjerne, og Danske Bank ikke blev nævnt ved navn.

»Med betroede positioner følger et særligt ansvar og en særlig pligt til at gøre sit bedste der, hvor man er sat. Det gør mig trist, hvis moralen skrider. Hvad bliver der så af almindelig anstændighed? Man skal kende forskel på dit og mit, på rigtigt og forkert. Det burde ikke være så svært«, lød det i en af de senere års mest markante taler fra majestæten.

Dronning Margrethe brugte formuleringer som: »Hvis rødderne er syge, kan træet ikke stå, og det vil tage mange år for et nyt træ at vokse sig stærkt« og: »Derfor er det alvorligt, hvis nogle, som er en vigtig del af vort samfund, tager for let på deres ansvar og svigter deres forpligtelser. Er det noget, vi genkender fra den senere tid?«.

Flere eksperter giver nytårstalen pæne ord med på vejen:

»Nogle gange har talen været relativt intetsigende, men talen i år blev en moralsk påmindelse til os alle sammen om, at der skal ligge moral under alt menneskeligt samkvem, også i politik og i bankverdenen«, siger professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Kock.

»Talen viste, at vi har en dronning, som har en vigtig funktion. Dronningen behøver ikke at være en meningsløs kransekagefigur«, siger Christian Kock.

Derudover gjorde dronningen i sin nytårstale op med de sociale medier, der har forandret forholdet mellem mennesker og det personlige forhold. Det fører til en mere overfladisk og mindre nærværende kontakt, advarede dronningen:

»Men den nye teknologi kan også medføre, at kontakten bliver mere upersonlig – man er online hele tiden – og man glemmer, at der faktisk er et menneske i den anden ende. Det er så nemt at skrive en kommentar eller at dele et billede på de sociale medier, som kan være krænkende og efterlade dybe spor. Sådan noget ryger ud i cyberspace og spreder sig som fluesværme«.

Ud over opgøret med det moralske skred i samfundet og erhvervslivet blev klimaforandringer skabt af vores levevis også behandlet:

»Vi skal have omtanke for fremtiden. Vi skal tænke os om i tide. I Grønland smelter isen. Her er forandringerne også tydelige«, sagde dronning Margrethe.

Det var på forhånd ventet, at hun ville benytte lejligheden til at takke befolkningen for dens medfølelse under prins Henriks demenssygdom og død i februar. Hidtil har dronningen ikke sagt alverden udadtil om sine tanker ved at have mistet sin mand, men det gjorde hun til sidst i talen:

»50 år fik vi sammen, 2 sønner har vi fået, 8 børnebørn er kommet til, – alt det og mere er blevet os givet. Den varme sympati, der er vist os, og den forståelse for prins Henriks indsats, som kom så smukt til udtryk fra alle i Danmark ved hans død, har varmet os alle, også hans familie i Frankrig«.

Som regel holder dronning Margrethe sin direkte nytårstale fra Amalienborg, men i modsætning til andre år var det ikke »same procedure as last year«, som butler James siger i ’90-års fødselsdagen’. For at sikre kongehuset mod fremtidens klimaskader er Amalienborg under ombygning, og derfor blev talen i stedet afleveret fra Fredensborg Slot.

Lasse Danielsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her