Den terrordømte og marokkansk-fødte Said Mansour bliver i dette øjeblik sendt ud af Danmark og til Marokko.
Det fortæller Radio24syv, der er tilstede i Københavns Lufthavn.
58-årige Said Mansour er fredag eftermiddag klokken 17.40 med på et passagerfly fra Københavns Lufthavn til Casablanca i Marokko med selskabet Royal Air Maroc, hvor han vil blive overdraget til de marokkanske myndigheder.
Rigspolitiet kan dog ikke bekræfte udsendelsen over for Politiken. Said Mansours advokat, Eigil Strand, kan heller ikke bekræfte udsendelsen, men har selv lige læst nyheden, siger han til Politiken.
»Jeg har ingen informationer om, at det forholder sig sådan. Jeg ved kun, hvad jeg har læst, og så har jeg været lidt i kontakt med journalisten fra Radio24syv, og han siger, at han har stået ude i lufthavnen. Men det er det tætteste, jeg kommer på det«, siger Eigil Strand.
Advokaten tilføjer, at han dog heller ikke ville være overrasket over, hvis udsendelsen var i gang, da politiet tidligere har informeret ham om, at de af sikkerhedshensyn ikke vil fortælle nogen om udsendelsen på forhånd.
Said Mansour er også kendt under navnet ’boghandleren fra Brønshøj’, og er to gange dømt for at opildne til terror, og i 2016 fik Mansour frataget sit danske statsborgerskab i Højesteret. Han skiftede i 2014 navn til Sam Mansour.
Med hjemsendelsen af Said Mansour tyder det på, at den danske regering efter lange og intense forhandlinger med den marokkanske regering har indgået eller er tæt på at indgå en hjemsendelsesaftale.
Løkke drøftede sagen med Marokkos udenrigsminster
Senest var statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i Marokko i december 2018, hvor hjemsendelsen af Said Mansour også blev bragt op:
»Jeg har haft et konstruktivt møde med Marokkos udenrigsminister Nasser Bourita om den her sag, vi har med Said Mansour (nu Sam Mansour, red.), som jo skal udvises til Marokko, og det skal vi se at få et gennembrud i. Det har vi ikke fået i dag men vi har haft et godt møde, og der er fremdrift i det, og vi har aftalt, at vi følger op direkte over for hinanden om ret kort tid«, sagde statsminister Lars Løkke Rasmussen til DR den 10. december.
Det er uvist, om der nu er indgået en konkret hjemsendelsesaftale inden afgangen fra København, og om den i givet fald indeholder diplomatiske garantier om, at Said Mansour ikke udsættes for tortur eller nedværdigende behandling.
Ritzau har spurgt Udlændinge- og Integrationsministeriet, om der er en hjemsendelsesaftale mellem Danmark og Marokko.
Men ministeriet ønsker ikke at kommentere historien.
fortsæt med at læse


























