Særlige godsvogne fra dødsulykke forbydes midlertidigt og grænserne for godskørsel i blæsevejr ændres.

Styrelse forbyder stormkørsel og godsvogne fra dødsulykke

Togulykken ved Storebæltsbroen skete 2. januar. Otte blev dræbt og 16 såret. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Togulykken ved Storebæltsbroen skete 2. januar. Otte blev dræbt og 16 såret. Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Efter sidste uges dødsulykke på lavbroen over Storebælt forbyder transportmyndighederne med øjeblikkelig virkning brug af sættevogne monteret på såkaldte lommevogne.

Det sker efter undersøgelser foretaget af Havarikommissionen af togulykken på Storebælt, hvor 8 blev dræbt og 16 kvæstet.

Derudover har styrelsen bestemt, at reglerne for, hvornår og hvor hurtigt godstogene må køre over Storebælt, bliver ændret.

Ulykken skete, da en sættevogn - en lastbiltrailer - rev sig løs fra en såkaldt lommevogn og ramte et modkørende passagertog.

Medie: Notat beretter om utilstrækkelig lås på godsvogn

Mandag foretog Havarikommissionen en test. Den viste, at der kan være risiko for, at sættevognene ikke låses forsvarligt fast til lommevognen, altså godstogsvognen.

Forbuddet er rettet mod de virksomheder, som benytter sig af den pågældende metode til godstransport, og gælder i første omgang i to uger. Herefter vil der blive taget stilling til, om det forlænges.

Vind kan have været medvirkende faktor

Styrelsen har desuden udstedt et påbud til Banedanmark om at fastsætte nye grænser med hensyn til vindstyrke for godstransport over broen.

Fremover skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer sættes ned til 80 kilometer i timen, når vindstyrken når stiv kuling, altså 15 meter i sekundet.

Advarsel efter togulykken: Tjek låsemekanisme en ekstra gang

Ved stormende kuling - 20 meter i sekundet - forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer, og ved storm - 25 meter i sekundet forbydes al godstransport.

Påbuddet fra styrelsen er begrundet i en bekymring om, »at vindforholdene kan have været en medvirkende årsag til ulykken og dermed medfører en risiko for jernbanevirksomheden«.

Det fremgår af afgørelsen, som er offentligt tilgængelig på styrelsens hjemmeside, trafikstyrelsen.dk.

DB Cargo vil rette ind efter Trafikstyrelsens forbud mod sættevogne monteret på såkaldte lommevogne.

Det oplyser kommunikationsdirektør i DB Cargo Jan Wildau.

»Vi overholder enhver europæisk regulering af det område, som vi opererer i. Det betyder, at vi overholder europæiske regler, og vi overholder alle danske regler«.

»Når myndighederne i Danmark siger, at vi gør noget, så er det det, vi gør«, siger han.

Hvordan forholder I jer til de her fejl?

»Vi forholder os til sagen på den måde, at vi lader Havarikommissionen arbejde uforstyrret. Vi arbejder professionelt og konstruktivt sammen med Havarikommissionen i forhold til at finde ud af, hvad der ledte frem til ulykken«, siger Jan Wildfau fra DB Cargo.

»I forhold til Havarikommissionens arbejde er det Havarikommissionen, der skal udtale sig. Vi mener ikke, at det er passende - det vil faktisk være meget, meget upassende - hvis vi begyndte at forholde os til deres arbejde midt i en proces, som de arbejder med«.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her