Ældreminister ville spare 300.000 kroner på landsplan ved at fjerne krav om, at hver kommunen årligt offentliggør, hvordan de fører kontrol med hjemmeplejen. Kritikken blev for voldsom.

Efter storm af protester trækker Thyra Frank sit forslag om mindre åbenhed

Ældreminister Thyra Frank besøger et ældrekollektiv i Farum Midtpunkt sammen med Realdanias direktør, Jesper Nygaard. Her besøger hun beboer Berit Sandberg.
   Jens Dresling/POLFOTO
Ældreminister Thyra Frank besøger et ældrekollektiv i Farum Midtpunkt sammen med Realdanias direktør, Jesper Nygaard. Her besøger hun beboer Berit Sandberg. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ældreminister Thyra Frank (LA) trækker nu – efter en storm af protester – sit forslag om afbureaukratisering i ældreplejen tilbage.

Thyra Frank foreslog, at der ikke længere skal være en årlig pligt for kommunerne til åbent at formulere en politik for, hvordan der føres tilsyn med hjemmepleje og hjemmehjælp, og samtidig inddrage organisationer og borgere.

Ministeren mente, at den regel var overflødig og støttede sig til en arbejdsgruppe, der fandt, at det er et »forældet og unødvendigt krav, som ikke har indholdsmæssig betydning«. Arbejdsgruppen havde regnet ud, at det på landsplan ville spare kommunerne for tilsammen 300.000 kroner.

Men nu fastslår Thyra Frank, at hun har »lyttet til, at interessenterne har udtrykt bekymringer om blandt andet, at ældrerådene mister indflydelse«, og at »nye love skal ikke kun give mening på Christiansborg – de skal også give mening ude i virkeligheden«, som hun skriver.

Politiken fortalte sidste år, at forslaget fra første dag blev mødt med modstand. Landsformanden for Danske Ældreråd, Erik Stagsted, sagde, at »hvis det bliver kommunerne alene, der skal organisere tilsynet, sætter man ræven til at vogte gæs«.

»Det er os, der holder øje med ræven, og ræven har i dag halsbånd på, men det vil Thyra Frank klippe af«, fortsatte han.

Dyster front

Læser man de høringssvar, der siden er afleveret, tegnede der sig en dyster front vendt mod Thyra Frank. Dansk Industri Service skriver, at kommunerne har mange kasketter på og både står for at lægge serviceniveauet og bestemmer, hvem der skal have hjælpen, kommunerne er også leverandør af servicen ... og samtidig tilsynsmyndighed.

De mange forskellige funktioner »medfører manglende gennemsigtighed og usikkerhed i kommunernes uvildighed i opfølgningen på deres egne leverancer og det fastlagte serviceniveau«, skriver DI Service og vurderer, at kasketproblemet forstærkes, hvis der ikke er åbenhed om, hvordan tilsynet føres.

Danske Seniorer mener, at forslaget er »udtryk for manglende respekt og forståelse for demokratiet«.

Danske Ældreråd er i deres høringssvar også ude med riven og skriver, at forslaget vil medføre, at »en demokratisk medindflydelse og oplysningsforpligtelse går tabt«.

Landsformanden Erik Stagsted kalder det nu »en sejr for nærdemokratiet«, at Thyra Frank bruger bakgearet.

Og i organisationen Dansk Erhverv roser velfærdspolitisk chef Rasmus Larsen Lindblom ældreministeren for at have lyttet til kritikken: »Det er vigtigt med indblik i, hvordan kvaliteten i den enkelte kommune vurderes. Bureaukrati kan godt være på sin plads, hvis det er med til at sikre gennemsigtighed«, siger Rasmus Larsen Lindblom.

Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag, havde for et par måneder siden Thyra Frank i samråd sammen med innovationsminister Sophie Løhde (V), fordi de to ministre er kommet med meget forskellige udspil om regelforenkling i ældreplejen.

Sophie Løhde har lanceret en mere ambitiøs plan om at spare 2.000 årsværk ved forenkling af regler og nedbringelse af sygefravær på baggrund af en kulegravning lavet af Finansministeriet, Ældreministeriet og otte kommuner.

Astrid Krag siger, at Thyra Franks nu opgivne forslag med et mål om at spare 300.000 kroner »siger noget om, at ældreministerens arbejde er stort set uden indhold«.

Men Astrid Krag har heller ikke tillid til, at Sophie Løhde kan gennemføre det, hun siger: »Jeg synes ikke, at Sophie Løhde har været i stand til at forklare, hvordan hun vil nå målet om at spare 2.000 årsværk i en ældrepleje, der er under stort pres. Det er ren talmagi«.

Sophie Løhde fastholder i en skriftlig kommentar, at der er alt for meget bøvl og bureaukrati i den offentlige sektor.

»Men der er desværre en tendens til, at mens alle går ind for afbureaukratisering, er det svært at få samme opbakning, så snart det bliver konkret. Ældreministeren skal selvfølgelig lytte til ældrerådene og andre – det er hele meningen med en høring – men hun skal i sidste ende også kunne tælle til 90«.

Sophie Løhde understreger, at hendes eget udspil ikke går ud på at spare ansatte væk: »Vi vil sikre, at flere medarbejdere bruger mindre tid på bureaukrati og mere tid sammen med de ældre. Vi har fremlagt en afbureaukratiseringsreform med 130 konkrete initiativer, som vi arbejder på at realisere«.


Flemming Christiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her